Om forløbene

Her kan du læse mere om de didaktiske principper bag de 12 undervisningsforløb.
Du kan også læse anbefalinger til din brug af dem, som er udarbejdet efter afprøvning på læreruddannelsen.

I undervisningen eller i studiegruppe

Forløbene kan anvendes både i undervisningen og studiegrupper. Med underviser eller underviser. Det vil tillige være muligt, og givetvis hensigtsmæssigt i nogle situationer, blot at inddrage dele af forløbene i undervisningen. Eksempelvis kunne man forestille sig, at man opstarter undervisningen indenfor et valgt tema med at afspille forælderstemmen og undlader at bruge resten af undervisningsforløbet. Dette må alene være op til brugeren.

Tematisk opdelte

Forløbene er tematisk opdelte, og de rummer alle et mix mellem lydklip fra dialog mellem professionelle, forældrestemmer og eksempler fra praksis.

De er bygget op om følgende skabelon:

  1. Introduktion til de pågældende temaer.
  2. Samtale med en forælder, som har oplevet en udfordring knyttet til det pågældende tema.
  3. Faglig dialog om forælderens dilemma.
  4. Eksempel på, hvordan man i praksis og uddannelse kan medvirke til at løse udfordringen.

Afprøvning

De 12 tematiske forløb, du kan finde her på siden, har været afprøvet i læreruddannelsen ved Københavns Professionshøjskole. Efter afprøvning har de studerende svaret på et online spørgeskema, og de har deltaget i samtaler om oplevelsen af forløbene. Slutteligt er forløbene søgt tilrettet efter vurdering af de studerendes oplevede læringsudbytte.

Generelt stor interesse

Afprøvningen af forløbene har overordnet vist, at de studerende udviser stor interesse for deltagelsen i de podcastbaserede forløb om forældreperspektiver på skolens virke. Overordnet er evalueringen af forløbene således positiv, hvilket udtalelser som disse fra de studerende vidner om:

  • ”Jeg synes, det har sat nogle gode tanker i gang. Forstået på den måde, at jeg ikke før har tænkt synderlig meget over, hvor vigtigt det er med en positiv tilgang til forældre, som muligvis er i krise.”
  • ”Det var interessant. Og i den grad relevant, da det giver mening at høre forælderens perspektiv.”
  • ”Virkelig interessant, og det satte en masse tanker i gang.”
  • ”At lytte til forældrene gjorde, at jeg virkelig kunne forstå deres irritation over ikke at blive hjulpet, hørt og set fra skolen.”

Fire principper

Forløbene er udarbejdet ud fra fire grundlæggende principper:

  1. Man skal være aktiv for at lære.
    Alene at lytte til en podcast kræver koncentration. Man skal lytte koncentreret med et klart mål for øje, tage noter undervejs og være klar til efterfølgende at gå i dialog.
  2. Evnen til at lytte udvikles i samspil med andre.
    At lære at lytte til forældres perspektiv på skolen er en del af formålet med forløbene. Ved at lytte og tale om det, man har hørt, kan lytteren blive opmærksom på den måde, man lytter på, og de forforståelse man lytter med.
  3. Forældreperspektivet skal stå centralt.
    Gennem forældres fortællinger kan man træne evnen til at indleve sig i og udvikle empati for forældres perspektiver på skolen.
  4. Interesse og motivation skal fremmes.
    Forløbene skal udvikle interesse for at handle kvalificeret efter afslutning af forløbene – såvel i praksis som studie.

Afprøvede forløb

Efter afprøvning og evaluering er Forløbenes hovedprincippper udviklet.

Du kan læse mere om hovedresultaterne afprøvningen og anbefalingerne ved brugen nedenfor:

Fælles lytning

I undervisningsforløbet hører man lydklippene, samtidig med at man ser et billede i baggrunden med enkelte effekter, der bevæger sig. Baggrunden for dette er, at efter afprøvningen i undervisningen fremhævede flere, at det var svært at finde et sted at hvile øjnene, imens man lyttede. Fx skrev flere:

  • ”Det var meget fint at lytte sammen på holdet, men det kunne også være rart, hvis der var noget visuelt at se på frem for kun lyden, man hørte.”
  • ”Det var lidt svært at lytte til uden at have noget at kigge på.”
  • Husk derfor:
    • Der skal være så god lyd som mulig ved afspilningen, og forløbet skal helst kunne ses på en projekter eller lignende.

I stedet for at læse

Blandt de studerende fremhæver flere det positive i at lytte til podcasten, som en vej til at oparbejde viden og forståelse. Fremfor bøger. På spørgsmålet: ”I hvor høj grad fandt du det motiverende at lytte til podcasten – frem for fx at læse om emnet?”  skrev flere svar som disse:

  • ”Det var en god og spændende oplevelse. Især fordi man til slut fik muligheden for at lytte til medstuderendes tanker og diskutere meninger og handlemåder.”
  • ”Jeg synes, at podcast gav mest mening, i stedet for at læse i en bog.”
  • ”Jeg synes personligt, det er nemmere at koncentrere sig med podcast, end at læse, så jeg fandt det motiverende og kunne hurtigere følge med.”
  • ”Det hele blev mere virkeligt, end hvis man skulle læse fortællingen som en tekst.”

Det gennemgående billede i evalueringerne er således, at de studerende satte pris på at lytte i fællesskab og efterfølgende indgå i en dialog om emnet. Nogle fremhæver dog, at det kunne give mening at lytte til podcasten individuelt, hvilket de selv er vant til.

  • Husk derfor:
    • At forklare, hvorfor det er vigtigt at lytte i fællesskab og målet med deltagelsen i den efterfølgende dialog.
    • At det er muligt efterfølgende at lytte til podcastepisoden i sin helhed, hvis de studerende viser motivation for det.

Især potentiale til motivation og forståelse

Afprøvningen af materialet inden for den angivne tidsramme på cirka to timer giver især mulighed for at arbejde med introduktion til den pågældende tematik, forståelse for forælderens oplevelse og diskussion af/overvejelse over hensigtsmæssige handlemuligheder.

Efter afprøvningen af forløbene på holdene blev de studerende bedt om at svare på dette spørgsmål:

”Prøv åbent at beskrive, hvad du generelt synes, du har fået ud af at lytte til podcasten og arbejde med indholdet i undervisningen.” Især det at lytte til en forælders stemme blev umiddelbart fremhævet. Af et overvældende flertal. Fx skrev mange svar som disse:

  • ”Det var fedt at høre en forælders synspunkt.”
  • ”Det var interessant at få en forælders synspunkt på.”
  • ”Det fungerede godt – meget lærende. Fedt at høre en forælders perspektiv.”
  • Husk:
    • Det at lytte til en dialog og en forælders stemme kræver koncentration.
    • Gør noget ud af lyttesituationen. Understreg fx, at man må sidde, som man vil.
    • Opfordr til, at man slukker for mobil, andre devises og andre indtryk for at skærme lyttesansen.
    • Prøv i den efterfølgende dialog at være opmærksomme på at blive i forælderens fortælling/oplevelse – inden der skrides til fortolkning og handlingsforslag.

Bedre rustet til praksis

Efter gennemførslen af undervisningsforløbene blev de studerende stillet følgende spørgsmål:

”Oplever du, at lytningen til podcasten og arbejdet i undervisningen har rustet dig til bedre at håndtere i praksis?”

Lidt over 60-70 % af de studerende angav, at dette var tilfældet. Begrebet ’at håndtere praksis’ kan rumme mange fortolkninger. Dog viser afprøvningen derved, at det vil være en fordel for de studerendes kompetenceudvikling, at de får mulighed med at udvikle og træne konkrete praksisnære tiltag på baggrund af den oparbejde indsigt og forståelse fra forløbene. Hvilket de ikke fik mulighed for i afprøvningen af forløbene.

  • Husk derfor:
    • Afslut forløbet med konkrete øvelser, som kan hjælpe de studerende med udvikle konkrete praksisrettede kompetencer.
    • Hjælp de studerende med at få øje på, hvor man i studiearbejdet kan arbejde videre med forløbets problemstillinger og hvordan.

Kontakt

For yderligere information om projektet:

Andy Højholdt, andh@kp.dk
Lektor ved Københavns Professionshøjskole